|
|
Der er ikke registreret nogle koncerter i øjeblikket
|
|
|
|
En plads i byen Jeg har været inde på, at nogle sange tar' måneder eller år at få skrevet færdige - andre kommer bare lige dumpende. Miss Pachoulia og Stille Morgen er omtalt under denne rubrik, som henholdsvis eksem...
En plads i byen
Jeg har været inde på, at nogle sange tar' måneder eller år at få skrevet færdige - andre kommer bare lige dumpende. Miss Pachoulia og Stille Morgen er omtalt under denne rubrik, som henholdsvis eksempler, på det ene og det andet.
En plads i Byen blev skrevet med et knips.
Vi var lige flyttet fra Aalborg til Århus - ikke med min gode vilje, men sådan ville skæbnen det - fra et "mansion on the hill", til midtbyens rummel og ja ja, bevares, blinkende café-liv, en samværsform, jeg aldrig bliver fan af, eftersom jeg aldrig har drukket kaffe, og hader larmen fra de dér små hidsige cappuccino-maskiner - især i betragtning af, akustikken i caféerne er hysterisk... Jeg havde ringet og snakket med Steffen Brandt, der bor lige om hjørnet, fra vores gade.
- Yo Stef - Hvordan opdrager man drenge, i Århus midtby? (Han har opfostret tre af slagsen, hér)
- Altså de skal holde sig fra sprut, til de er 11, fra hash til de er 13 - og så stjæler man ikke hos købmand Smedegård. Og fra de er 14, og vil ned og rende i byen om aftenen, lukker man ikke et øje, indtil de er flyttet hjemmefra... - Fedt...
Nå, vi var flyttet herned, og havde gæster på tag-terrassen. Den mindste af knejterne var gået ned på den lille boldbane hér bag vores ejendom, med sin bold. Da jeg på et tidspunkt gik på toilettet, så jeg fra velux-vinduet, hvordan han gik alene rundt, med sin bold under armen, og sparkede lidt i græsset. Han var en uendelig klejn, lille figur at se på, og skrøbelig. Jeg gik tilbage til selskabet, men måtte tilbage og se, hvordan det gik med ham. Han var der stadig. Han havde sat en pind i jorden, og forsøgte nu at ramme den, med bolden. Det gik ikke så godt.
Jeg gav mig til at skrive de første linier - find en plads i byen, til min dreng... på min mobil, gik så ud og fandt noget papir, og havde straks et vers, og næsten et halvt mere. Det var lissom at tegne croquis - modellen til sangen var min dreng, der denne døende sommeraften, sjoskede rundt, alene, lige neden for. Han forsøgte at knække en hassel-kæp af ét af nødde-træerne, men gjorde ikke, som jeg havde vist ham, så dét gik ikke. Så fandt han en død kæp, og gav sig til at tæske lidt løs, på ét af de ramponerede mål.
Jeg var sporadisk tilbage ved selskabet, på tag-terrassen, hvor kæften gik over Havana-club - så tilbage til vinduet, og lure på ham, og skrive lidt mere. - Det skulle være dér, og det skulle være nu.
Sangen var stort set færdig, da jeg så at han opgav at finde ligesindede, og gik gennem baggården. Snart efter ku' hans fødder høres på bagtrappen. Og sangen var stort set færdig.
- Hva' så - hva' har du lavet derude? spurgte én af gæsterne, og tog ham op på skødet.
- Bare spillet fodbold med nogle drenge, sagde han. - Men de stjal min bold...
En plads i Byen er osse er en universel sang om at komme hvor som helst hen, som ny - og ønske sig at blive taget ind. Gå til sang
|
|
|
|
Når det nu alligevel er søndag...
10.05.2020
www.abelevatorshoes.com
Søndag, lissom altså…
Sædernes forfald og samfundets almindelige depravering holder heldigvis fortsat trit med min aldrende surhed. Og dét over en bred læst. Intet er så godt, som det var, og man må som altid frygte for det, der kommer. Det gælder osse journalistikken.
Tilbage til kilden. Journalisterne kommer jo et sted fra, og det sted hedder Journalisthøjskolen.
På Journalisthøjskolen har man lagt sig mageligt i slipstrømmen af sprogets tiltagende forrådnelse. Så nu er det ikke sååå vigtigt, om man kender forskellen på ’hans’ og ’sin’, eller hvorvidt man er i stand til at bøje sine udsagnsord og navneord orn’ligt. – Herregud, sku’ det nu osse være så vigtigt?
Det synes jeg det er, men som gammelt røvhul har jeg forstået, at påpeger man den slags petitesser, er man en sur gammel mand fra Jylland, hvilket føles udmærket.
Den Gule Tåge berettiger åbenbart ekstraordinært mange interviews med de hersens almindelige mennesker. På gadehjørner og foran butikker står Deres udsendte med mikrofonen for enden af en møggreb, og demonstrerer, hvad man på jornalistuddannelsen lærer i faget ’interview-teknik’. Bl.a. at man aldrig må stille ’lukkede spørgsmål’ - altså dem der kan besvares med et ja eller nej. Altså kommer det ’åbne’ spørgsmål:
Karl Erik Skotøjshandler. – Hvor glad er du for, at I nu får lov at åbne dørene op igen?
Hvad fanden skal den arme mand svare man på dét?? – Skal han vise en afstand mellem tommel- og pegefinger, og sige – Øh, SÅ glad?
Jeg ved ikke, hvor mange gange vi har hørt dette, hvor glad, hvor ked af det, hvor spændt på-vrøvl.
Den store nestor Van Morrison giver næsten aldrig interviews. Og når han en sjælden gang forbarmer sig, er der én regel: - Ingen hv-spørgsmål tak.
Nåm’n OK, jeg kan jo bare slukke… Er der noget vigtigt nyt, fortæller købmanden det alligevel, næste gang jeg henter mit tobak. Men det er den bagvedliggende nedvurdering af seeren eller lytteren, der irriterer mig. - En idé om at være sikker på at Hr. og Fru Hat-Hansen er med. For hvad fatter de om Coronaen, hvis man ikke taler ned til dem?
Jens Ringberg er den glædelige undtagelse. Han er go’. Jens står velklædt og stout på sine bundgarnsben og ligner én, der netop har fulgt sin datter op ad kirkegulvet. Og lur mig om ikke han i aften kom til at sige ”a” i stedet for ”jeg”.
Studieværterne i TVs’ nyhedsudsendelser har sikkert osse været omkring
Journalistuddannelsen. Men de har osse været på DR-kurser i kropssprog - i at levendegøre nyhederne. Er nyhederne da ikke levende og vigtige nok i sig selv? Hvorfor så bringe dem?
Det første vi ser under den Star Wars-lignende opstarts-jingle er et kæmpemæssigt, delvis mørkelagt studiegulv samt nyhedsværten i James Bond-silhouet. Og så kan du godt begynde at tælle ned. For indenfor de første 3–5 stavelser efter ’Godaften’ kommer den: De let spredte arme der fyger frem mod os i hoftehøjde med strakte håndflader. Det er den indøvede naturligheds forbandelse.
Selv mindes jeg at have benyttet denne markante gestus to gange. Da Muddi var hvalp, og skulle lære at lystre, og så en enkelt gang, hvor jeg sagde, at jeg ville skilles. Begge dele mislykkedes.
Og så denne spankuleren fra den ene ende af kulissen til den anden. For at vi skal se, hvor virkelig stort – og dyrt, tv-studiet er. Men behøver vi at få serveret smittetallene af en armfægtende fodgænger?
Få værterne tilbage til bordet, hvor de kan se os i øjnene og informere os med ansigts-mimik, diktion og et ordentligt sprog.
Og på gaden kan I så råbe – Yo Olsen, OK Booooomer! efter mig.
Jep!
K. Olsen.
 Nyhedsarkiv »
|