Når det nu alligevel er søndag...

Når det nu alligevel er søndag…

- Så er der osse en anden ting.
Når vi havde vænnet os til at se på Månens bagside, kunne vi passende se at komme i sving mere lokalt.
Vi har entrepenørkraft nok, så i løbet af et par år burde det være muligt at få skovlet den jyske højderyg ordentligt op. Gradvist stigende og spidsrygget fra omkring Hobro og godt og vel ned til Vejen. Der skulle måske lidt beton til osse, for det skulle være stejlt og markant. Ikke noget snik-snak med bløde bakker – dem har vi nok af. Nej en rigtig Andes bjergkæde med sne på toppen, hvis der engang skulle komme en vinterdag.
Jeg vil mene at et snit på 450 meters højde ville være fint, med breitling replicas de relojes et par imponerende udkigs-peaks undervejs. Alt jysk vand løber i forvejen enten øst eller vest på fra den jyske højderyg, og sådan skal det være – men tænk hvis det brusede og faldt flot ned gennem kløfter og slugter. Og midt i Søhøjlandet kunne et lille Mount Rushmore titte frem, med Grev Ingolfs, Palle Laurings og Kirsten Birgits koryfæer. (Markante underansigter er vigtige, når man laver Mount Rushmorer)

Ikke meget længere sydpå ville man kunne stå og spejde ned på taget af Bestsellers fine højhus på lavsletten ved Brande. Det ville være flot.
Solopgang og solnedgang ville forandres, alt efter, hvor man befandt sig, og dermed lys og skygge, og rygter, fortællinger og myter ville forstærkes.
Og en kæk student kunne spørge pigen i fredagsbaren på uddannelsesstedet. – Hvae’ kommer du så fra øst eller vest for bjergene? Og måske ville hun blusse og sige – Oooh, a e fra æ wejsten for. Eller hvad nu det hedder…
Jeg tror vi trænger til det for vores undrens skyld…

Nyhedsarkiv »