|
|
Der er ikke registreret nogle koncerter i øjeblikket
|
|
|
|
Lorna
Som lejlighedsvis nævnt, handler meget - om ikke al - min sangskrivning, om vi mænds forsøg på at tiltuske os værdighed, klamre os til den, miste den - og forsøge igen at opnå den. I hvert fald kan je...
Lorna
Som lejlighedsvis nævnt, handler meget - om ikke al - min sangskrivning, om vi mænds forsøg på at tiltuske os værdighed, klamre os til den, miste den - og forsøge igen at opnå den. I hvert fald kan jeg jo se, mange af mine deciderede ham/hende-sange tar' udgangspunkt i dette.
Lorna er naturligvis ingen undtagelse.
For mig er det ofte et spørgsmål om at sætte en kulisse op - et scenarie, der kommunikerer en troværdig virkelighed, omend sagerne er nok så fiktive og selvopfundne.
Navnet Lorna kan på ingen måde associere til latte-kulturen, eller en dertil hørende storby-kultur. Og en indkøbspose fra "Funnypark" findes vist ikke - endnu. Men Lidl, Rema 1000 og meget andet af dén skuffe, fandtes heller ikke i Danmark, for bare en halv snes år siden, da jeg skrev sangen. - Så hvem ved, hvornår den første Funnypark holder åbnings-udsalg?
Men først og fremmest er Lorna jo en sang, der kredser omkring tv-serien, Matador. Jeg ville gerne hylde dette mesterværk, i en sang. Så min såre simple "metode" var at forestille mig, hvad Matador's anti-tese er. Kulde, afsondrethed, en kultur, hvor man ikke snakker mere sammen - eller går ud - mere end højest nødvendigt. Og en ungkarl, alene i sin sofa, uden nogen at se - Matador med... for Matador er en serie om sammenhold, småby-kultur, på godt og ondt, kærlighed og kampe. Og selve dét at se Matador - som serie - er jo indbefattet af den totale, nationaliserede kerne-familie's væren sammen, i stuen. Derfor - synes jeg - er det muligt at skrive en sang om det. Fordi der er så stærke modsætninger, mellem sangens jeg-person, og alt, hvad Matador er, og var. Uge efter uge, endda...
Matador var noget, vi havde til fælles - og blev efterhånden noget nær et nationalt relikvie, man skal passe meget på med at pille ved. Var det ikke fordi, jeg elsker Matador, lisså meget, som alle andre, havde jeg ikke givet mig i kast med at skrive sangen. Hvorfor skulle jeg det?
I toget fra Kbh til Jylland, kom jeg til at sidde i rygevogn - det var dengang - med Lise Nørgård, selve Mor Matador. Hun skulle til Randers, og se Poul Thomsens nyeste generation Balder. Jeg ville gerne spille min nye Matador-sang for Fru Nørgård, men modet svigtede mig - selvom jeg var rejsende med guitar... Gå til sang
|
|
|
|
Tak for iår
28.11.2017
Possums
Jeg ved ikke hvad det er med min hukommelse. Men når jeg blir bedt om at sig “tak for i år” og fremhæve noget konkret, går det i klyt for mig… Jeg husker en masse - og alligevel intet.
Jeg ejer ingen korttids-kronlogigsk hukommelse, åbenbart. Jeg husker perfekt, cartier watches hvad der skete dén og dén dag i 1984, eller tidligere. Tror jeg da. Men spørg ikke, hvad jeg lavede i forgårs.
Jeg er sikkert enten dum eller dement - eller begge dele. Eller osse husker jeg måske på en anden måde?
Men dette, snart forgangne år, 2017? Hmmm…
Jo, altså vi udgav jo en plade - HUDSULT - og turnerede hen over sommeren på festivalerne. Mange endda, i forhold til, hvad jeg plejer.
Tit var det møgvejr, men som regel var vi de heldige. Undtagen på Alive-festival i Thy, hvor vandet tæskede ned over publikum, der så til gengæld var ligeglade. Uforglemmeligt fedt.
Festivaldanmark. Jeg genkalder mig menneskemasser, og individer i mængden, skråt nede foran mig. Ansigtsudtryk. Glade, syngende, ligeglade, nogle fanatiske - men de fleste, bare til stede.
Derimod husker jeg ikke ansigterne i bandet. Jeg tror og håber, de var der, og at de har grinet og haft en fest sammen. Men jeg kan umuligt genkalde mig deres mimik, simpelthen fordi de altid befandt sig bag mig.
Men jeg hørte dem. Ikke som I andre ude i "front-lyden”, men i scenelyden, som jeg aldrig har hørt og nydt bedre, sammen med et band.
Tak for det.
Bagefter har jeg ligget i en hotelseng, med en let skinger, men ikke alarmerende hyletone i hovedet, og lyttet til en natte-hendøende by, udenfor. Med adrenalin-vågne øjne. - Hvordan kan en så lille, rød lampe på en fladskærm oplyse et helt hotelværelse, i dén hensigt at oplyse om, at skærmen er slukket? Endda en hel junior-suite? (hvad så end jeg laver i sådan én, i min alder). Elsker hoteller. Morgenmad og aviser. Alt forberedt og fikset, mens vi andre sov. Kun alene i sin bil finder man samme, afsondrede og egoistiske tryghed, som på et hotelværelse.
Og bandbus-kulturen, jo jo… replica breitling watches Men hvor meget af myten og drømmen er der tilbage? Har den overhovedet nogensinde givet mening, i vores lille land? Hvor meget Running on Empty mellem Tucson, Arizona / Cleveland, Ohio kan der egentlig klemmes ind i et smut fra Skanderborg til Haderslev?
Og sangene, de nye og de gamle. Under evig beskydning og omsmeltning i nye, dygtige hænder. - Rødt Jern, der aldrig har villet finde sig i at være en sang. Pludselig blev den det, i Nibe. Og Besé, Besæt, Kassér, der faldt på plads under en lydprøve i Ringkøbing…
Det har været et fedt og anderledes år har det. Ses til næste, som er lige om lidt. For der er mindre end en måned til vintersolhverv - 21.12. som er årets korteste dag.
replica watches
Tak for i år,
K. Allan.
www.winreplicas.com Nyhedsarkiv »
|
